Døden er akavet…
Adjø – en ny film af Charlotte Brodthagen
Mødre er akavede…
Døtre er akavede …
Livet er akavet …
Men intet er så akavet som døden …
Filmen “Adjø”
Foto: Den Danske Filmskole
ADJØ
Instruktør: Charlotte Brodthagen
Producere: Anne Falkesgaard Hansen & Sophie D’Souza
Manuskriptforfattere: Ida Åkerstrøm Knudsen & Charlotte Brodthagen
Fotograf: Philip Peng Rosenthal
Klipper: Viola Hjorth
Tonemester: Jacob Langkjær Davidsen
Production Designer: Stine Elkjær Iversen
Komponist: Gabriel Hessérus
Spilletid: 33 minutter
Sprog: Dansk
Disse fine ord er fra filmen ”Adjø”, som vi deler navn med og som deler samme budskab som vores digitale platform. Og det giver rigtig god mening, for filmen er et bittersødt og humoristisk drama om Nanna og hendes mor, som er uhelbredeligt syg og nægter at tale om det.
Historien tager dig ud på en rejse mellem mor og datter, hvor kvinderne tvinges ud i et opgør; for at de til sidst kan mødes reelt og måske starte deres akavede relation på ny.
Filmen er instrueret af Charlotte Brodthagen, som netop er dimitteret fra Den Danske Filmskole og produceret af Sophie D’Souza og Anne Falkesgaard Hansen. Filmen kan ses på DR frem til 17. juli og er bestemt en kortfilm, der er værd at se.
Inspiration fra sit eget liv
Vi har været så heldige at få en god snak med Charlotte Brodthagen, inden hun holder velfortjent ferie efter 4 års intensiv undervisning på Den Danske Filmskole, bl.a. for at rose hende for den smukke film med det smukke budskab. En film, som både fik smil og tårer frem – hvilket også er meningen med filmen. Men også for at have en snak om Charlottes syn på “den svære samtale”.
Filmen er inspireret af Charlotte Brodthagens egne oplevelser omkring det at være datter til en mor med kræft.
Mærke alle følelser på én gang
Da Charlottes mor blev syg, havde hun brug for mange forskellige ting på skift. Både at alt skulle være ”normalt”, men også at have lov til at være i sorgen, dyrke kærligheden og være i alle minderne og tankerne – både for sig selv og sammen med andre.
Færdiguddannet instruktør Charlotte Brodthagen
Foto: Jakob Natorp
Stine Stengade som moderen Claudia
Foto: Den Danske Filmskole
Reaktioner er sjældent ens på samme tidspunkt
Når man udsættes for denne slags sorg, med forskellige udgangspunkter, er det sjældent, at man mellem pårørende og syge ønsker at snakke om de samme ting, på samme tidspunkt.
Det ser man netop også i filmen.
Charlotte har selv været bange for at gøre sin mor ked af det, ved at tale om sygdommen. Det kan være svært at tage hul på og kommer ud fra en følelse af, at ville passe på hinanden.
Relationen blev vendt på hovedet
Med sygdommen blev relationen og den typiske moder datter rolle også ændret, for nogle gange blev Charlotte pludselig den, der passede på hendes mor, og ikke omvendt.
Og det var egentlig et misforstået hensyn, for Charlotte var jo stadig datteren, og hendes mor var stadig mor, som havde behov for fortsat at være mor.
Der er ikke noget at sige til, at følelserne går højt. Og det er også en on going proces, som Charlotte løbende arbejder med og lærer mere af for hver dag, der går. For ingen situationer eller følelser er ens.
Foto: Den Danske Filmskole
Anne Laybourn som Nanna
Foto: Den Danske Filmskole
Det er helt ok at spørge ind til den anden
Oftest vil den pårørende gerne tage ekstra hensyn til den syge og det ser vi også i filmen, hvor datteren Nanna hele tiden prøver at hjælpe hendes mor, fordi hun tror det vil hjælpe hende og for egentlig, at tage hensyn til hende.
Men det, der netop mangler i filmen og måske også mellem relationer er, at der bliver ikke spurgt ind til ”hvad har du brug for?” eller ”hvordan kan jeg hjælpe dig?” I stedet bliver det taget som en selvfølge, at den syge har brug for hjælp.
Og det er også det budskab, Charlotte ønsker med filmen.
Man behøver ikke at tale om det svære hele tiden
I starten af forløbet med filmen, var målet, at det skulle handle om at tale om det svære hele tiden. Men Charlotte kom frem til, at det, der skal snakkes om, er i højere grad, HVAD man har brug for som enten pårørende eller den syge.
Der er forskellige behov, på forskellige tidspunkter. Og det vigtige er, at man skal kunne rumme hinanden og de behov man har og gøre opmærksom på disse behov.
Måske har man bare brug for at være til stede uden at skulle tale. Eller bare sidde og stirre ud på udsigten – og det er helt ok. Det gælder om at turde sige højt, hvad man har behov for.
Foto: Den Danske Filmskole
”Vi mangler et sprog for de svære følelser”
Det er lige så vigtigt at dyrke livet og alt det, som vi har været i gennem
Som både syg og pårørende er behovene for samtalerne forskellige.
Nogle gange kan minder og de gode oplevelser være en smuk ting; det at vende tilbage til ”normalen” og mindes det liv og netop ligge sygdommen til side. Det kan også være svært at leve i sin sygdom hele tiden, især hvis det er andre, der taler ind til det. Det kan være godt at blive mindet om, at det ikke kun er sygdommen, der eksisterer.
Det er også et stort krav, der stilles til den syge, der hele tiden skal forklare sine følelser og behov, og det kan forståeligt nok, være ret så hårdt til tider. Og det er helt ok, at det ikke altid lykkedes, også for den pårørende.
Man kan sige, at både den pårørende og den syge står i samme situation, men med forskellige positioner og vilkår og derfor har begge brug for at snakke og lytte. Og netop lære at sætte ord på sine følelser i alt dette.
At tale om det, sætter følelseslivet i system, så man kan handle efter det.
Giv plads til samtalen og også den reaktion, der følger med
Jeg tror på selve samtalen – og ikke nødvendigvis den svære samtale. Det kan også være en samtale om, hvordan man laver den bedste frikadunse…
Altså at man deler sine minder og generelt livshistorie – eller opskriften på den bedste frikadelle.
Det kan også bare handle om, at man ikke har brug for at tale om dybe følelser, men bare være til stede og spille kongespillet sammen ude i haven.
Det vigtigste skal være at give plads til samtalerne og også reaktionerne.
Foto: Den Danske Filmskole
Adjø som værktøj til at tage samtalen
Charlotte mener, at Adjø – den digitale platform, kan være en fin dåseåbner til at tage de svære samtaler. For det er et svært emne, som mange har svært ved at tale om.
Det opdagede Charlotte selv, da hun snakkede med flere forskellige under sin research til filmen. Hun blev bl.a. mødt med denne sætning:
”Mennesker har svært ved at forholde sig til døden – og det er måske også det, der holder os i live. ”
Vi, som mennesker, ønsker ikke at blive konfronteret med noget, som vi prøver at undgå.
Og derfor kan det være svært at tage fat i ”den svære samtale”, uanset om man er ung, gammel, frisk eller syg. For hvordan starter man den samtale? Hvad skal man tale om? Og hvorfor…?
Bliv inspireret til samtalen om livet og hvad der venter os her.
Man skal kunne spejle sig i filmen, mens man bliver rørt OG trækker på smilebåndet
Filmen viser, at livet består af både hårde ting og lige så vel akavede ting, som lige frem kan være humoristiske, mens det står på. Man skal kunne spejle sig i filmen og ikke mindst for begge parter, der har hver deres individuelle følelsesliv og behov.
Meningen med filmen er, at man skal tage en samtale om, hvad man har brug for, når man har brug for det.
For døden ER bare akavet, uanset om vi italesætter den ej. Men en ting er sikkert, omfang sygdommen og livet – snak om det og lev livet fuldt ud.
Traileren til filmen “Adjø”
Adjø [aˈdjø]
Bruges som en lidt gammeldags og højtidelig hilsen når man skilles.
Oprindelse: fra fransk adieu, af à Dieu ’til Gud, Gud i vold’
En afsked, der er nede på jorden
– Det var tanken bag, da de skulle finde på titlen til filmen (Adjø).
Titlen skulle rumme afskeden, det at sige farvel. Og ”adjø” rummer både det højtidelige, men også det helt jordnære (fordi det staves med ø). Det skulle både kunne rumme, at det er et alvorligt emne, men også med humor.
Det er en frisk måde at sige farvel på.