Præstens fortælling om det sidste farvel

Vi har snakket med præsten Charlotte Bondo Gravesen fra Solrød Strandkirke.

Charlotte møder mange forskellige mennesker i sit virke som præst. De fleste gange er det med udgangspunkt i glæde, men Charlotte møder også ofte mennesker i sorg. Charlotte hjælper bl.a. de efterladte med at planlægge en begravelse i deres kæres ånd.

 

Charlotte Bondo Gravesen fra Solrød Strandkirke.

Samtalen med præsten 

Charlotte har en god portion erfaring med at håndtere disse samtaler. Tit er folk forberedte, når de kommer til Charlotte. Der findes måske allerede nogle ritualer eller traditioner i den pågældende familie, som blot føres videre.

Der er mange, der bruger udtrykket “i hendes/hans ånd” og planlægger derfor tingene derefter. Og det er jo lige præcis det, det handler om – at mindes og sige ordentlig farvel til den afdøde. Og det gøres bedst ved at tingene også er i deres ånd.

Begravelsen handler i høj grad om et ritual, hvor vi tager afsked, og sørger over den afdøde med forkyndelse af håb. Og til sidst sender den afdøde godt afsted på sin sidste rejse. 

 

Mindetalen om den afdøde

Det er Charlottes fornemmeste opgave til sådan et møde at lytte til de pårørendes ønsker, men også deres fortællinger om afdøde. Både på godt og ondt. Snakken er selvfølgelig fortrolig og det er kun de nævneværdige ting, der kommer med til begravelsen. Men det er netop vigtigt med en god portion ærlighed, så det bliver en ærlig og ægte fortælling, som folk kan lytte til og og dermed mindes den afdøde.

Charlotte sørger for at tage den vigtigste essens ud af alt det fortalte og formidle disse historier og minder til selve begravelsen, som gerne må bære præg af at den afdøde bliver omtalt i rette ånd.

Der er også nogle, som måske allerede har skrevet ting ned om den afdøde, som Charlotte kan tage med videre. Det kan være en god ide netop at skrive minder ned, når man sidder med de tanker og mindes. 

Skriv de sidste ønsker ned

Få har selv skrevet deres ønsker ned

Det er ikke så tit at Charlotte oplever nedskrevne ønsker fx “Den sidste vilje”, omkring ønsker til begravelsen. Hun har dog set “Bogen til mine kære”, med ønsker om blomster og salmer, et par gange.

Tit er det jo de pårørendes ønsker og/eller familiens traditioner, som udføres ved en begravelse. Og oftest har folk haft den snak med sin familie. Men hvis man har særlige ønsker, er det da en god ide at skrive dem ned eller tale med sin familie om det. 

Sange og salmer

Nogle har også helt styr på ønsker til salmerne inden de kommer, andre gennemgår dem sammen med Charlotte, som jo kender til hvilke salmer, der passer til en begravelse. 

Hertil kan man jo selv finde inspiration på Den Danske Salmebog eller Folkekirkens hjemmesider (se links til højre), hvor man kan lytte til salmerne.

Andre har ønsker om bestemt musik, der skal afspilles. Og her sørger Charlotte for at imødekomme deres ønsker. Det kan dog ske, at sangen ikke passer ind og Charlotte kommer derfor med alternativer.

Personlige ejendele til den sidste rejse

 

Der kan også være ønsker til personlige ejendele i kisten, såsom bestemt tøj eller ting fra afdøde eller fra familien. Der er også nogle, der sender en sidste besked med på rejsen, det kan fx være ved at skrive direkte på kisten, eller vedlægge et brev eller tegninger. 

Det er også noget man kan aftale nærmere med bedemanden om.

Snak om døden, mens tid er

Det er en god ide at snakke om døden. Som Charlotte udtrykker det ”at tage den sorte kuffert” frem og snakke om indholdet. Det kan være svært, men det ses oftest i sygedomsforløb eller efter en begravelse, hvor det pludselig kan sætte nogle tanker i gang. Og her er det vigtigt at man kan tale med nogle om det, og føle sig hørt.  

Det gode ved at tale om døden og sine tanker og ønsker er, at de pårørende bliver klar over disse ønsker og kan måske bedre tage nogle beslutninger omkring det sidste farvel.

 

Vi ønsker at give dig sindsro